Obama - en allestedsnærværende leder

Han har fået en Nobelpris. Han er verdens mest magtfulde mand. Han er et ikon. Han er forhadt. Han kommer med håb. Eller med snak.

Der er mange meninger om den første sorte præsident for de forenede stater. En hvid amerikansk kvinde fortalte mig, hvordan det for hendes mands sorte sekretær gør en stor forskel, at hendes sønner ikke kun har sorte ikoner indenfor sportens og kunstens verden at se op til. Omvendt indvender kvindens fireårige datter, at det ikke er noget særligt - hun ville være mere imponeret hvis Obama var en kvinde.

Uanset holdningerne, så ses Barack Obama på avisernes forsider dagligt, bannere og på byens mure. Her er en lille kavalkade.

"Fremskridt" står der på plakaten

Bag tæppet

Hvem logrer med præsidenten?

Lys i en grå tid?

Misforstået sammenligning mellem Hitler og Obama. 

Det er bare billederne på gadeniveau. Du kan såmænd også købe t-shirts, strømper, kopper og så videre med Obamas ansigt.

Uanset holdningerne må Obama siges at være et ikon i ordets forstand.

Før Harlem var U Street

I den nordvestlige del af Washington DC ligger U Street, med sine farverige beboere og skæve fortorve. Gaden er bestemt ikke i den mondæne ende af byen, men alligevel langt fra slum og uføre.

Hver morgen og eftermiddag vandrer jeg ad U Street mellem vores hjem og metrostationen. Og hver dag får jeg nye oplevelser og overraskelser på vejen. Gaden er en lille verden i sig selv.

Lad mig præsentere et par af nutidens knopskud, der møder mig på turen fra mit hjem til metrostationen. Få meter henne ad gaden kommer jeg forbi en religøs appetitvækker på den kommende søndags prædiken, der normalt får gaden til at vugge om søndagen med gospelsang.

Der er meget mere føde på U Street end den åndelige af slagsen. Et væld af friturestegt mad byder sig til, side-om-side med økologisketofu-tilbedende-lokalt-handlende restauranter. Du kan få dit tøj renset på et økologisk renseri og dyrke den moderne krop i "Boundless yoga" (nogle ting skal ikke oversættes alt for direkte).

En tur ned ad gaden sender mig verden rundt: Ovenpå Peking Express (friture på kinesisk) ligger Saigon Nails, ved siden af Polly's Cafe, hvorfra du kan nyde et farvestrålende vægmaleri, der fortæller historien om gadens rødder, der strækker sig helt til vest Afrikas kyster.

Uanset, hvilken tid på dagen er der gang i U Street. Folk hilser på hinanden, der festes på hippe dansesteder og maskuline bøsser drikker en øl, mens de følger NFL på storskærmen i Nellie's Sportsbar - ingen løse håndled her.

I Edge Barber Beauty Salon, spiller et par mænd skak, mens afroen rettes til af frisøren. Et par mænd sidder på trappen udenfor og diskuterer sundhedsreform, med kunderne hos Edge. Der bliver råbt, grint og slået ud med armene. Og enkelt gang var jeg så heldig, at få tilbuddet om at få studset leverpostejen - til alles morskab.

Kraftige kvinder troner på trappen foran deres boligblok. De holder øje med livet på gaden, ungerne og ikke mindst deres mænd, som ind imellem får et fur.


En institution på U Street er Ben's Chili Bowl, hvor du kan stille din sult i hotdogs med chilisauce, chili con carne (samme chilisauce), burgere med chilisauce og pomfritter med chilisauce. Hot stuff. Bill Cosby og præsident Obama, har også nydt godt af chilien: Et skilt annocerer, at de to prominente herre endda kan spise gratis til hver en tid - nedenfor er der med kuglepen skrevet, at Obama trods alt betalte.

Obama er bestemt en helt i U Street, og hans ansigt ses mange steder i gyderne. U Street er primært beboet af sorte, selvom der i de seneste år er flyttet en del nye beboere til, som har blandet paletten lidt - primært kunstere og unge hipsters, der nyder livet i den levende gade med lavere husleje. Indtil 1920'erne var U Street USAs største bysamfund for sorte (derefter tog New Yorks Harlem over). I begyndelsen af 1900tallet, var bydelen efter sigende så storslået, at man skulle have slips på for at komme der. Det var her jazzmusikeren Duke Ellington voksede op og slog igennem, men datidens broadway "Lincoln Theater" lagde også scenegulv til Louis Armstrong, Ella Fitzgerald, og Billie Holliday i den tid.

Optøjerne efter mordet på Martin Luther King i 1968, gav dog området et knæk. Middelklassen flyttede ud i mere sikre kvarterer og området led økonomiske tab. Men efter Metrostationen U Street/Cardozo åbnede i 1991 er bydelen igen blomstret op.

Det er her på denne station, min morgentur på U Street ender, når jeg hopper på den grønne linje mod Maryland University. Der sidder jeg med min bog og føler mig som et stykke hvid chokolade i en æske Antonberg. Jeg glæder mig allerede til næste tur gennem U Street NW.

Biler slår ikke rødder, det gør mennesker. Beretning fra Park(ing) Day 2009 i DC

Parkeringspladser er sværere at finde, når man har brug for dem. Men sværere kan det være, at finde en grøn plet, hvor du kan sidde at slappe af. Eventgruppen Rebar har siden 2005 opfordret til, at man d. 18. september indtager en parkeringsplads og omdanner den til en park for en dag, fordi alt for meget af pladsen i byerne er tilegnet køretøjer og alt for lidt til mennesker. Denne event hedder Park(ing) Day og i år kom den for første gang til Washington DC. Jeres udsendte havde fingrene i med i græsset, da en parkeringsplads, blev belagt.

Der blev bagt muffins til gæsterne, sat badminton net op, lagt bøger ud og Scrabble var der også. Og en hel del slog sig i løbet af dagen ned i det saftige græs. En dreng kom om formiddagen forbi stedet med sin mor i hånden. Han vendte sig mod os og spurgte med alt for store brune øjne: "Bygger I en legeplads til os? Vi har ingen". Senere på dagen råbte en taxachauffør fra sit vindue: "Dig up the concrete!". Knap så radikalt gik det dog for sig, men for en dag ændrede hjørnet mellem 14th street og S street i den nordvestlige del af Washington DC.

Se engang her:


Se slideshow fra Washington DCs første Park(ing) Day.

Next stop Copenhagen 2010 - hvem er med?

Obama fyrer op under støtterne til sundhedsreformen - en vidneberetning

Man fornemmer det allerede på vej mod Comcast sportshallen på University of Maryland lige nord for Washington DC, dette er noget særligt. Det står endda skrevet på de retningsangivende skilte: "Special event. This way". Skyerne hænger tungt over campus, men unge studerende i massevis samles ved hallens indgange, ivrige og spændte. Obama kommer i dag, for at tale til universitetets studerende om sundhedsreformen, som han kæmper for og har lovet amerikanerne.

Som de fleste ved er det dog ikke alle amerikanere, der ønsker reform, øget skattetryk og mere statslig indblanding. Et (ikke-repræsentativt) udvalg af modstanderne tiltrækker sig opmærksomhed foran bygningen. En midaldrende mand råber spyttende i sin megafon, at mere stat er fascisme - det deres drenge ("our boys") har kæmpet mod i så mange år. Han understreger sin pointe ved at vifte med sit skilt, hvor Obama har fået et Hitler-lignende overskæg.


Lidt derfra har en lille kvartet taget forskud på Halloween: To bærer sorte klæder og le, en enkelt har iført sig en Obama-maske og endeligt har gruppens kvinde stukket noget ind under sin trøje. Gruppen opfører et lille stykke, hvor to gange død danser rundt om kvinden, mens manden med Obamamaske hiver en babydukke ud under hendes trøje. Abort! Det er hvad Obamas sundhedsreform går ud på - ifølge dem. Da jeg går forbi gruppen, bliver den højeste 'død' interviewet. Det er nu de skal holde fast i fædrelandets værdier, siger han, og være patriotiske. En lille midaldrende kvinde med bobbet, gråt hår fnyser mod ham, at han på ingen måde fatter, hvad patriotisme betyder.



Jo, følelserne sidder uden på tøjet, og det endnu mere indenfor i hallen, hvor tusindevis venter på Obama. Nogen har ventet siden før solopgang. Universitetets blæseorkester fyrer op under stemningen ved at spille "Viva Las Vegas" og "Take On Me". Heppepigerne danser. Salen sitrer. Kameraerne snurrer. Bandet spiller nationalsangen, tilhørerne jubler og brøler, da de synger: "Land of the free and home of the brave".

Men Obama lader vente på sig. Som en rigtig rockstjerne har han opvarmning på. Først er det Gary Locke, USAs handelsminister, der træder op på podiet. Han læser højt fra et brev, nyligt afdøde Ted Kennedy skrev i maj, som Obama modtog i sidste uge - efter Kennedys død. Teds besked fra graven, er at sundhedsreformen er et moralsk anliggende. Og har amerikanerne måske ikke høj moral? Det mener publikum. Locke påpeger, at priserne på forsikringer stiger, mens lønningerne står stille. Han lover stabilitet og sikkerhed til forsikrede, forsikring til alle amerikanere og at reducere stigningen i udgifter for familier, individer og statsmagten. Publikum klapper - og venter.

Scenen er igen tom. En ung sort dreng ser sit snit til at stjæle opmærksomheden og optræde med en funky dans for salens kameraer til the Trammps "Disco Inferno" og publikums jubel. Obama skriger knægten, da sangen slutter. Alle rejser sig op, men det er stadig ikke Obama, der indtager scenen. Det gør derimod Rachel Peck, en af skolens studerende, der med rystende stemme fortæller, at hun sidste år blev syg af kræft. Heldigvis er hun dækket af forældrenes forsikring, hun er blevet behandlet og tilsyneladende helbredt. Dog må hun resten af sit liv tage medicin og gå til tjek. Kan hun få sin egen sundhedsforsikring, når forældrenes ikke dækker mere? Nej, for hun er allerede syg. Forsamlingen sukker og klapper opmuntrende til den modige pige. Men det største bifald får 20 årige Peck dog, da hun slutter sin tale med at præsentere USAs præsident: Barack Obama.
Præsidenten kommer ind, med symbolsk opsmøgede ærmer og rødt slips, og giver Peck et kram. Alle rejser sig - og bliver stående indtil Obama i løbet af sin tale siger: "...you can sit down fellows by the way". En kvinde skriger, en anden råber sin kærlighedserklæring mod præsidenten. Han responderer med et "I love you back". Og salen er solgt. Det er de måske i forvejen, for det virker mere som om, Obama opmuntrer en fan-skare end noget andet. En enkelt råber ukvemsord mod scenen, tumult opstår og manden bliver ekskorteret ud af politiet.

Obama er her for at få hjælp til at sprede budskabet om en fair reform; hjælp til at modstå modstandernes kampagne, der ifølge præsidenten har til formål at skræmme amerikanerne. "Jeg har aldrig lovet jer, at forandringen ville være nem. Forandring er svær", siger han og henviser blandt andet til kampen for borgerrettigheder. Han slynger statistikker over scenekanten - 40% er forgældede på grund af sygdom, siger han for eksempel, men ingen amerikanere skal ruineres, fordi de bliver syge. "Vi skal ikke frygte fremtiden! Vi skal skabe fremtiden!", siger præsidenten og de studerende er enige.

Obama minder sine fans om valgkampagnens slogan: "Are you ready to go? Fired up!". De brøler tilbage: "Fired up!" Og der er bestemt fyret op under forsamlingen. Selv undertegnede jyde, mærker det: Det er en særlig dag, og han er en særlig mand.

Se billeder fra besøget

Fodgængere på rette spor

I 1980 rumlede det sidste tog med et læs frosne kalkuner ned ad High Line på Manhattan. High line er en toglinje til fragt, der af sikkerhedsmæssige grunde blev hævet over jorden. Eller det var The High Line, for efter de frosne kalkuner for længst er tøet op, dybtstegte og fordøjede er intet blev fragtet på sporene, der ellers har lagt ryg til togtransport siden 1930'erne.

En nedrivning har været planlagt lige siden, men forhindret af tog-entuisiaster, som i 2002, fik byens støtte til at samle midler, byggeplaner og omdanne banen til en offentlig park.

Den gamle togstrækning High Line er altså ikke blot blevet bevaret, men åbnede i juni 2009 som et rekreativt område, hvor fodgængere kan slentre langs, over og på de gamle spor fra den tidligere jernbane. "The High Line" som området hedder, har bevaret spor (i mere end en forstand) fra den tidligere brug, hvilket giver en helt unik følelse af historie og stemning! Langs stierne er vildt græs og blomster plantet, hvilket giver en fornemmelse af at være trådt ind en park, flere meter over jorden. Flere steder kan du finde liggestole, som har toghjul, så de kan flyttes hen ad sporene. Undervejs finder vi også en station, hvor platformen er omdannet til café og mødested. Fra High Line kan du også nyde udsigten over Hudson River på den ene side og Manhattan på den anden.





Jeg kan varmt anbefale at finde frem til "parken"! Tag en bog med og slap af - i parken er tiden din egen.

New York - for fodgængerne!

Vi danskere er meget heldige. Vi har nemligt nydt godt af visionære arkitekt Jan Gehl siden han i 70'erne observerede menneskers adfærd i byen - det resulterede i bogen "Livet mellem husene".

Jan Gehls giver udtryk for holdningen, at byens formål er at være et sted, hvor mennesker mødes. Desværre planlægges mange byer udfra bilernes "behov" i stedet for fodgængernes og cykelisternes (ligesom mange af os i øvrigt indretter vores stue efter TV'et). Men sådan behøver det ikke at være. I Danmark har vi set et eksempel på, hvordan Nørrebrogade er lukket for almindelig billisme. New York har nu fulgt det samme eksempel og lukket Time Square for biler (ud over de gule taxier). Jeg har ikke været der før - men tag et kig på videoen nedenfor, det giver et indtryk af, hvor befærdet pladsen var før. Den er stadig befærdet, men nu er det af de mange mennesker, der går gennem gaderne.



Jeg deler ønsket om at give mennesket plads i byen, hvilket er en af grundene til, at jeg håber de spil - pervasive games - jeg arbejder med i min ph.d. kan blive mere udbredte, fordi de handler om at byrummet er vores rum, som vi kan udfolde og opholde os i - ikke blot et "vacuum" mellem destinationer.

En lille bid af et meget stort æble...

...den første nærende bid af det store æble er taget. Og det smager så bestemt af mere!

I weekenden satte vi sammen med en veninde (der kunne give os husly - tak!) kursen mod New York i en utroligt kold Bolt Bus. Henved fem timers køretur, en håndfuld podcasts og lidt saven (muligvis savlen) senere kunne vi ane konturerne af Manhattans mange højhuse mod horisonten.

Mit første indtryk af New York er et sandt bombardement af lysreklamer, menneskemasser og gule taxier. Du kan stå stille på gaden og høre alverdens sprog omkring dig, uden at dem der taler det, nødvendigvis er turister. Vi finder frem til Manhattan og det mest fantastiske Thai-mad jeg har fået siden jeg var i Thailand (sticky rice, thai fish balls + papaya salat).

Lørdag morgen starter vi på en diner i Brooklyn, hvor midaldrende, let runde servertricer med bobbet hår skiftevis betjener kunderne englesødt og sviner en kollega til, som pjækker. Det føles lidt som at være med i en film måske fordi, de taler som Robert de Niro (hør et eksempel på dialekten - lige efter den britiske præsentation).

Efter en nærende stabel pandekager med sirup, sætter vi kursen tværs gennem Brooklyn. På få kilometer kommer vi igennem et polsk, et dominikansk og et jødisk kvarter. Og her taler vi ikke om et polsk kvarter, fordi de har et par polske restauranter - nej, der er indbyggere som KUN taler polsk! En del af skiltene er også polske - det samme gør sig gældende i det jødiske kvarter. Det er jo lørdag, så i det jødiske kvarter er alle på gåben og mændene har slangekrøller og pelshue (trods temperatur over 30 grader). Det er om noget multikulturelt - og vildt inspirerende!

I denne omgang bliver det ikke til en tur på kunstmuseet Moma - til gengæld er jeg helt forelsket i kunsten, der titter frem overalt i gadebillede. Dette er blot et par eksempler:




Efter sådan en travetur skal de tre heltinder have noget mad, vi kaster os ud i netværket af metrolinjer og ender på mirakuløs (eller måske utroligt dygtig, aner det ikke jeg legede med mit kamera) vis på Times Square. Af uransagelige grunde leder vores sultne maver os videre til en sports-restaurant, hvor intet mindre end 20 større skærme dækker det vigtigste af golf, baseball, football, fodbold og basket. Skærmene udgør faktisk den ene væg af etablissementet. Og skal du på toilet (øl hører jo til den slags) så frygt ej, for der er da også skærme på dasset!

Efter denne kulturelle og kulinariske oplevelse går vi efter bolden og scorer billetter til Dolly Partons musical 9-to-5, bygget over den fantastiske film med samme titel fra 1980 (fra dengang Jane Fonda stadig var tilknappet). Musikken i musicalen er skrevet af Parton, der som sædvanligt har humor og sans for medrivende rytmer (yes jeg er en fan i skabet). Hun er jo trods alt kvinden, der har sagt: "It takes a lot of money to look this cheap." om sig selv. Se det er humor! Selve musicalen er udført i topprofessionel stil, med dans, sang og scenografi af højeste kaliber! En sand elevatortur gennem etager af overraskelser!

Så meget på én weekend - og jeg har ikke engang skrevet om det hele. Vi er klar på endnu en bid af æblet!

WAY BIG! Road trip på den amerikanske østkyst

Objekter i sidespejlet er tættere på og større, end de ser ud. Og i USA er alt større end en jyde fra Serup Hede kan forestille sig. (Så er det jo godt, at jeg har en erfaren støttepædagog med, min kæreste har et års udstationering i Idaho med sig i baggagen). Denne fortælling er et udtræk fra ti dages roadtrip gennem tre stater på den amerikanske østkyst.


Vis Road trip på et større kort

Størrelsesforskellen gør sig gældende allerede før vi har rullet den første mil, nemlig da vi kommer til Thrifty biludlejning for at hente vores udmærkede (kører-fornuftigt-langt-på-literen) Toyota Yaris. På den anden side af den reservede Yaris har de tøjlet en sølvgrå, vild hoppe aka en Mustang. Vores assistent Ali kan ikke stå for fire langstilkede, danske kvindeøjne (eller noget) og vupti: er Yaris = Mustang og Toyota = Ford.


Sømmet 1/3 del i bund (tør ikke tænkte på, hvad der var sket, hvis vi havde trykket igennem) og et højresving bringer os videre til Walmart. Første kulturelle højdepunkt på turen. Tusindevis kvadratmeter af varer - heriblandt telt, sovepose, luftmadras, og mad - på metervis af hylder. For hver eneste varer er der minimum fire smagsvarianter og nogle gange også en sund variant. Igen rejser jeg med en ekspert - det er jo økonomisk teori, fjerde semester vi har gang i: Love of Variety. (Jeg slog det lige op, hvis der er andre, der lige som jeg, har forsømt at hyggelæse den slags: Det omhandler forbrugeres glæde ved at have mange valgmuligheder...).
Et eksempel fra et almindelig caféteria er valget mellem sukker, samt en lyserød, blå og gul pose med forskellige slags sødetabelletter, hver med en særlig måde at forsøde på.

Så er vi klar til vores roadtrip. Vi finder frem til John Denvers Country Roads på iPodden, og styrer mod Shenandoah River ved Harpers Ferry, som engang var centrum for transport ad Potomac og Shenandoah floder. Nu er det nærmere en spøgelsesby (efter klokken 20), hvor kun lokalbefolkningen og ildfluer sværmer om aftenen. En del vandrerer gør stop her, undervejs på deres tur af den 3500 kilometer lange vandresti Appalachian Trail. Herfra begynder turen langs Shenandoah River og østkystens højderyg mod sydvest. Langs Blue Ridges højderyg løber Skyline Drive, en vej der snor sig gennem 169 kilometer smuk natur. Vejen blev bygget for at sætte gang i økonomien under depressionen i 1931 af præsident Franklin D. Roosevelts New Deal Program. Man kan da også kun blive i godt humør af at opholde sig i de smukke omgivelser. Allerede den første dag så vi tre bjørne og i de følgende dage en del rådyr på vandreture ind i skoven (men heldigvis ingen af de mange stinkdyr).


Efter nogle nætter i det fri og et par ristede skumfiduser senere fortsatte turen hele sydover til Mountain Lake Hotel, som en del piger måske ville genkende, hvis jeg kaldte det "Kellermans" og siger: Nobody puts Baby in the corner!. 80'er nostalgi blandet med smuk natur, pejs og gode senge. Ikke dårligt!


Endnu et gedigent tryk på speederen og et stop ved Foamhenge(Stonehenge udført i naturlig størrelse i skum, det bliver ikke større!) senere endte vi i Asheville, hjemsted for familien Vanderbilts emperium Biltmore - USAs største bolig. Det koster 500 kroner for at se den rige families palæ med 250 værelser. Så det gjorde vi ikke. Derimod nød vi den afslappede stemning i byen, modstod fristelsen til at fylde bilen med lokal kunst og håndværk, som det ellers ikke skorter på i byen.

Efter flere dage i den milde bjergluft kaldte havet, faktisk så højt, at vi valgte at køre 656 kilometer på tværs af North Carolina på én dag. Undervejs stoppede vi ved en diner, hvor truck rullede ind med Sydstatsflag i ruden, og hvor servitricen igen fortænder havde. Lige et råd: Kommer du til sådan en diner, så bestil noget junkfood. Det er det, de kan. Og når servitricen studser over, at de har salat på kortet, så skynd dig for alt i verden at afbestille. Resultatet kunne være fem slatne salatblade med 100 gram røget skinke og 200 gram revet ost.

Luftforandringen gjorde godt. I Outerbanks, som den yderste banke i North Carolina hedder, findes de "gamle" kolonihuse fra 1700-tallet, historier om pirater og sidst men ikke mindst masser af frisk fisk. Her findes også det østlige USAs største klit "Jockeys Ridge", hvor du kan vandre en tur i 1,7 km2 sand.

Sidste stop på turen er byen, hvor de forenede stater begyndte: Williamsburg. Her havde englænderne deres hovedkvarter som kolonimagt, og her er historiske spor tilbage til den amerikanske revolution i slutningen af 1700-tallet. Byen er holdt i stilen fra dengang, og historiens sus mærkes, når den spilles af aktører rundt omkring og i de gamle huse.

Her slutter det "korte" rids af en tur på henved 3000 kilometer i West Virgina, Virginia og North Carolina. Efter amerikanske standarder er det slet ikke så lang tur. Så kan man godt forstå, at Europa for en amerikaner kan gøres på otte dage:

“I Europa er meget at se!” siger den unge amerikaner; “og vi har set det i otte dage, og det lader sig gøre, som den store rejsende” – et navn nævnes, der hører til deres samtid – “har vist i sit berømte værk: ‘Europa set i otte dage’.”
H.C Andersen, "Om Aartusinder"

Rummet og kropppen

Kunst handler ikke om at dekorere verden, men at tage ansvar og bevæge verden, fortæller arkitekten Olafur Elisson.

Eliasson har skabt mange værker verden over. I ét af dem - Green River - hælder han grøn maling i en floderne i Los Angeles, Stockholm, Moss(Norge), Bremen og Tokyo for at give indbyggerne i byen en fornemmelse for rummet, dets dimention og for hvad tid og bevægelse betyder for rummet. Du får en fornemmelse for, at din krop er en del af rummet og at der er en konsekvens af din tilstedeværelse. Ifølge Eliasson giver dette folk fornemmelse for rummets materialitet og dermed en viden om, at de faktisk kan ændre rummet. Det gør rummet tilgængeligt for folk.

Tager du til Guggenheim i Bilbao (kan anbefales!) så kan du opleve
The Matter of Time, der er et værk af Richard Serra. Det består af kæmpe rustne jernplader, der står på gulvet og former gange, publikum kan gå ind i. Nogle er formet som elipser, andre er parallele. Det fantastiske ved værket, er at det kan mærkes i kroppen. Når du går ind igennem gangene, kan du faktisk opleve, at du begynder at hælde til den ene side, sammen med væggene - eller at du får fornemmelsen af at være klemt, når væggene hælder indad og lukker for oven.

Richard Serra siger selv om værket:

"The sculptures are not objects that sit separately in the space, actually quite the opposite is true; they engender a spatial continuity with the environment in which they exist."

Lige som Eliasson har Serra fat i noget, jeg er meget interesseret i, nemlig: hvordan vi oplever det rum, vi er i og hvordan den oplevelse kan påvirkes gennem design af kunstinstallationer, (landskabs-)arkitektur og spil (pervasive games)?

"Farligt affald"

I weekenden blev der luget ud i loftsrummet (læs: kasseret i kilovis af mærkelige genstande, der af uransagelige årsager røg på loftet i stedet for i skraldespanden).

Jeg slæbte sækkevis ned til containeren. Hvor jeg fik øje på et skab, med påskriften "Farligt affald". "Uhhh, det er farligt, jeg må kigge", tænkte jeg. Jeg åbnede døren, en stank af kemikalier væltede ud. Midt i det hele lå, det mest sprængfarlige af alt. En bog. Men ikke hvilken som helst bog - det var Lars (Dyne) Larsens husstandsomdelte selvbiografi...

Kig hellere i gemmerne, måske ligger den frit fremme.


(Hvis du tør, kan du klikke på bogen)

Fangeleg - på speed og GPS

Pervasive games - digitale spil der bruger den fysiske verden som legeplads - har ofte et game-play, der minder om skattejagt kombineret med orienteringsløb og adventure spil. Sådan behøver det bestemt ikke at være. I Tyskland finder du dette hæsblæsende og prisvindende spil:



Spillet er strategisk, bruger teknologiens muligheder, så fangelegen får nye dimensioner. Der er selvfølgligt nogle etiske spørgsmål forbundet med spillet, for jeg kan snildt forestille mig, at når spillerne bliver opslugt, så kan de glemme trafiksikkerhed og hensyntagen til ikke-spillere, der kommer i vejen.

Spillet er udviklet af Fastfood Challenge og du kan downloade spillet fra deres hjemmeside, hvor du også kan se, om din mobil kan køre spillet.

Spillet giver uden tvivl sved på panden - på den sjove måde! Hvem vil være med til at lege? Mand over bord!

Spil i dybden

Paper Moon Blurst Trailer from Infinite Ammo on Vimeo.

Har du nerver til nogle krævende udfordringer, så er Paper Moon et meget æstetisk platformsspil, som ikke kun spilles horisontalt og vertikalt - nej det går også i dybden. Med Spacebar kan du ændre på kulissen, så fx. ét trappetrin forsvinder under din avatar (den figur du styrer) for at ryge i baggrunden og et andet skubbes frem. Du spiller altså i tre dimensioner - selvom grafikken er i 2D.

Spillet har udover det interessante og udfordrende game-play også en fræk streg og nuanceret lydbillede. Her er bestemt nogle minutters underholdning endnu!

Hvis nu livet er for kort til last-minute toldfrit shopping...

...så har du nu et alternativ til en aktivitet, der kan gøre ventetiden i lufthavnens vacuum tålelig, nemlig spillet Jetset. For at spille det, skal du være i en lufthavn - og være i besiddelse af en iPhone. Så kan du selv sikkerhedtjekke, kontrollere baggage og måske more dig over, hvor lange køer af svedende turister du kan danne... Altså lige indtil de kalder dig til gaten, og du selv står i én.

Dette spil er ikke lokationsbaseret i den forstand, at lokationen er en del af spillet. Men du kan kun spille det i lufthavne, som giver en stemning til spillet.

Øjenkontakt påkræves

Smilet bredte sig fra øre til øre og solbrillerne blev vippet op, da jeg i morges kom forbi det skilt på Nørreport station. Forklædt som en advarsel på tobak. 'Sure ansigter er skadelige og kan medføre døden'.

Giv os flere af den slags påbud!

Kreative spil - interface og gameplay i nye klæder

Jeg har nu for første gang sådan rigtigt prøvet en palette af PS3 spil uden at skulle slås med japanere eller børn (tak, Jacob) - og jeg er solgt.

Jeg prøvede både almindelige "blockbusters" men også en række minispil, der for alvor slog benene væk under mig. Det er genialt, at store spillere som Sony og Mac (iPhone) åbner op for at mindre spiludviklere, kan få udgivet spil. Især fordi vi spillere, derfor kan få et væld af spil som ikke reproducerer sig selv hvad gameplay, genre og målgruppe angår (de skal jo være ret sikre på at få solgt skidtet).

Ikke mere snak - tag med på et dyk i underverdenen i spillet flOw, der nærmest hensætter spilleren i trance:



Et skønt eksempel på, at spil også kan sænke pulsen...

Om sammenhængen mellem læring og leg

Hvis den opleves må den siges at være ren og skær tilfælde:



...mon dog...

DJEEO PlayOut

På DJEEOs spændende platform har jeg i forbindelse med min ph.d. udviklet spillet "Saras syner", der bruger Odense midtby som spillebræt. Du kan lige nu spille det i Odense, alt du skal gøre er at tage en, tre eller flere venner med på Central biblioteket og låne udstyret.

Her er video fra eventen:



Projektet er støttet af Udviklingsforum Odense samt Odense Kommunes projekt "Lege og bevægelsesruten".

På den lilla linje

...mod Lyngby kan en vågen lytter samle masser af guldkorn.

08.34 torsdag morgen: Toget giver et blidt ryk og sætter af fra Hellerup station. Fire gymnasieelever i intens diskussion dumper ned på sæderne: 'Jamen det er jo, fordi folk er får', 'Nemlig - demokrati er ikke for pøblen', '...og folk i provinsen. Jyder har ikke andet at give sig til end at drikke...'

Næste station Lyngby...

Data-telling

Store datamængder lyder ikke nødvendigvis vildt interessant, om end det kan være ganske spændende. To eksempler:

Jeg var i sidste uge i herligt selskab en tur på ARoS - den århusianske kunst-højborg (er helt tosset med deres indgangstrappe). Her så jeg installationen Listening post. Du træder ind i et mørkt rum og en omridset af små skærme, som danner en halvbue. Grøn tekst flyder i forskellige mønstre over de mange skærme. Et interessant og hypnotiserende lydbillede sætter rummet i svingning. Efter i nogen tids forsøg på at finde mønstre og mening i teksterne måtte jeg give op og læse udstillings "manchet". Ikke at det gjorde nogen forskel for rummet var superfedt i sig selv. Men det var en strøm af tekstbidder indhentet i realtid fra Internet.

Dette minder mig om Jonathan Harris der i længere tid har skabt projekter som på forskelligvis fortæller historier fra nettet. I et af projekterne We feel fine kan du flyde rundt i udtalelser fra nettets brugere. Eller søge i følelserne de udtrykker. Hvad rører sig for eksempel i danske kvinder mellem 30 og 39? Eller hvad skrev glade amerikanske mænd i 2005 på dage, hvor det var regnvejr? Okay bare kald mig nørdet, men jeg synes det er ret fascinerende, at data kan være så spændende! Hvis du er med på vognen så tag et kig på: http://www.wefeelfine.org/

ピタゴラスイッチ - kuglen er kastet

Solen står højt på en frostklar himmel. Det er lørdag. Fem legeglade voksne har sat kursen mod Eksperimentariet. For tiden kan du lege dig til viden om blandt andet strømforbrug, trafiksikkerhed og spionage. Men højdepunktet for mig er noget meget mere jordnært: En magnetplade, plastikmoduler og en glaskugle samt en håndfuld tyngdekraft. Resultatet af hårdt slid, vedholdende afvisning af mødre og deres små pus er denne kreation:

Legetøjet minder mig om en af min ungdoms yndlingsspil "The Incredible Machine". Et spil som jeg stadig jæger en værdi efterfølger af.

Jeg har fundet flere ganske underholdende konstruktionsspil (der dog ikke alle omfatter at bygge med hverdagsting). Bridge builder handler om at bygge broer (sjovere end det lyder). Du kan prøve en del forskellige scenarier med ufremkommelige kløfter og med så få klik som muligt bygge en bro samt teste den ved at lade et tog passere konstruktionen.

Men du behøver ikke downloads eller at købe legetøj for at kunne konstruere fantastiske baner. Hvis du tør, så er her 18 minutters inspiration. Men vær beredt: Dit hjemlige indretning kan tage vedvarende skade, hvis du bliver inspireret:


PythagoraSwitch - Watch more

Japanerne opfinder tis-væk pillen til kamp mod kvinders stress

Japanske kvinder føler sig stressede over deres tissetrang, som tilmed forringer livskvaliteten. Det viser en "undersøgelse", som firmaet Kowa har foretaget. Hele tiden skal kvinden mærke efter om blæren nu er fuld, lige som hun har lagt sig i seng eller når hun burde koncentrere sig på jobbet. Men heldigvis har det japanske firma Kowa opfundet en pille, der løser netop dette problem(?). Tag den lille pille tre gange om dagen, og så er du fri for at skulle koncentrere dig om kroppens forstyrrende signaler. Mere tid til arbejd, arbejd.

Teknokratisk præcision

Der er meget at lære af og beundre ved ingeniører. Som for eksempel deres sans for detaljer. Se nu bare skiltet her, som jeg i dag har set på en elevator på DTU:


Godt, at trappen er lige ved siden af...

Skygge-boksning over netværk

Skyggeboksning er en nobel disciplin. Med godt fodarbejde og vedholdenhed kan du få sved på panden uden at risikere klø. Et forskningsprojekt ved navn "Remote Impact - Shadow Boxing Over a Distance" har gjort det muligt, at skyggebokse over netværk, så du ikke behøver at slå løs på skyggen af dig selv. Skyggen på væggen i forsøget stammer nemlig fra din modspiller, der er et eller andet sted i verden.

I spillet repræsenteres den anden spiller, ikke ved hjælp af grafik, eller videostreaming (i gængs forstand), men ved skyggen og lyden af den anden spiller. At dømme ud fra videoklippet bliver spillerne grebet af legen. Læg især mærke til den noble herre med skjorten og de "finurlige helkropsslag". Jeg er ikke sikker på, at det ville give point eller klapsalver i en rigtig boksekamp...

GPS Gaming

Dette er et eksempel fra England på GPS gaming.



Jeg arbejder med lokalitetsbaserede spil i min Ph.D og dette er bestemt interessant i forhold til at skabe en generisk platform, hvor mange forskellige typer af spil kan købes og spilles alle steder til alle tider. Fleksibelt bestemt.

Det bliver interessant at følge udviklingen af spil til platformen! Hvilken type af spil vil kunne anvende platformens muligheder på en interessant måde? Man kan frygte at der vil komme en række kendte spil, der blot har fået hakket en hæl og klippet en tå, sådan som det ofte sker med spændende platforme.

Virtuelle repræsentationer og menneskeligt nærvær

På vejen i S-toget må man sluge lidt af hvert. Her til morgen tog jeg en Urban og skyllede den ned med Tori Amos. Jeg var ved at få "Strange Girl" galt i øret, da jeg læste et indlæg om et mildest talt uortodokst forslag fra Det Amerikanske Forsvarsministeriums Udviklingscenter.

Udviklingscenteret vil nemlig give børn af udsendte amerikanske soldater følelsen af, at far eller mor drager virtuel omsorg for dem på afstand. De søger samarbejdspartnere, der kan hjælpe med at udvikle et program, der simulerer den bortrejste forælders ansigtsudtryk og via kunstig intelligens kan genkende stemmer og deltage i simple daglig dagssamtaler. Citat fra opslaget:

"The child should be able to have a simulated conversation with a parent about generic, everyday topics. For instance, a child may get a response from saying “I love you”, [sic] or “I miss you”, [sic] or “Good night mommy/daddy.” This is a technologically challenging application because it relies on the ability to have convincing voice-recognition, artificial intelligence, and the ability to easily and inexpensively develop a customized application tailored to a specific parent."

Jeg vil vove at påstå, at ud over teknologisk forskning også vil kræve en del humanistisk forskning for at kunne skabe et program, der vil kunne repræsentere et andet menneske så livagtigt, så det er troværdigt selv i kontakten mellem et lille barn og dets forældre.

På min netop overståede udveksling til Osaka University i Japan mødte jeg professor Ishiguros robotter, der er bygget for at undersøge om vi kan simulere eller repræsentere mennesker i det her tilfælde som robotter. På hans kontor er der tre robot-kopier af levende mennesker, en af ham selv, af hans datter og af en kendt studievært. Han har tidligere blandt andet undersøgt hvordan hans datter (den ægte vare) reagerede på mødet med ham (som robot). Og hun virkede langt fra overbevist. Men også Ishiguro har altså stillet sig selv det interessante spørgsmål; kan vi skabe noget, der er menneskeligt?


(Trailer til den danske instruktør Phie Ambos dokumentarfilm Mechanical Love)

Robotterne kan i vis udstrækning virke livagtige på mig, men jeg tvivler på, at de ved hjælp af udelukkende teknologisk forskning vil blive mere troværdige som repræsentationer for virkelige mennesker.

Et af det amerikanske forsvarsministeriums argumenter for at udvikle programmet er, at børnene har stor glæde af at se på et foto af den bortrejste forælder, og at 80 % af dem bruger digitale medier. Men der et stort skridt mellem foto og simulation. De færreste forventer meningsfyldt interaktion med et foto - de færreste forventer nogen respons. Og det skridt er ikke kun teknologisk. Den kræver forståelse af menneskelig interaktion. Hvordan kan programmet simulere intentioner, følelser og semantisk sammenhængende feedback?

Alene med tre plastik ænder hele dagen

Er det lidt ironisk, at mit eneste selskab mens jeg fordyber mig i menneskevidenskab, er tre ænder i plastik? Et styk love duck, en super-and og en traditionel badekammerat... Man kan godt blive lidt sær af forskeriet.

Kawaisa - nuttethed som kulturelt islæt

"Kawaii", hviner den lille japaneske kvinde og klapper i hænderne, så plysdyr og nøgleringe dingler. Hun er sekretær på laboratoriet og hun har netop fået øje på min nye hat. Jeg smiler, replicerer helt intuitivt med et kejtet buk og mumler arigato gozaimasu (mange tak). For hendes henrykte vurdering er en stor ros. Kawaii betyder nuttet, kær eller yndig og er faktisk mest beregnet på børn. I al fortrolighed har vores lærerinde i japansk dog betroet til os, at hvis vi skal give en japansk kvinde en kompliment, skal vi ikke sige, at hun er smuk (kirei) men nuttet (kawaii). Det får hende til at virke eller ihvert fald føle sig yngre.

Det er ikke kun kvinderne, der dyrker den nuttede stil, den går igen rigtigt mange steder i den japanske kultur. Jeg har fundet tre hurtige eksempler på min vej:

Første eksempel snublede jeg nærmest over. Tegningen her markerer et dæksel sikkert til et vandreservoir. Håber, at de rigtige brandmænd er knapt så kære...

Hvordan ville du have det med at købe dit hus af denne ejendomsmægler?
Ja, det er en tøjbamse han holder i sin hånd...


Eller hvad nu hvis sexkillingen iførte sig dette frække undertøj - helloooo Kitty, siger jeg bare!

Åhhhh, så genert!

Japanske mænd er generte. Måske ikke dem alle. Men rigtigt mange af dem. Jeg undrede mig i begyndelsen over, at de med diverse krumspring prøvede at undgå mig, når jeg ville spørge om vej. Jeg har endda prøvet, at en ung mand var ved at græde, da han af sin sensei blev bedt om at tale med mig. Jeg har undren accepteret genertheden og spørger for det meste kun kvinder om hjælp nu. Nu er jeg ikke typen, der tager ting vildt personligt, men derfor er det alligevel rart at få bekræftet fænomenet fra andre (hvilket er sket gentagende gange). Endnu engang i dag har jeg fået bevis på min observation. Der er nemlig penge i genertheden, således kommer virksomheden Avex de rødmende sønner af solens rige til undsætning. Avex har produceret DVD'en ved navnミテルだけ ("miterudake" fra mimasu = kigger, ...dake = bare) med andre ord hedder den "Kigger bare".

På DVD'en kan den generte mand øve sig i at holde øjenkontakt med 50 kvinder af forskellige etnicitet (det er betænksomt - tak Avex) i sammenlagt 96 minutter. Det lyder måske som lutter lagkage - men prøv du selv engang at holde fokus i bare 1 minut (klik på filmen):

Til sidst siger hun: "Koboreteruyo". Jeg forstår det ikke lige i denne sammenhæng. Ifølge min ordbog betyder det: overflod; falde ; tabe ; at spilde noget... Sin tid måske?

Efterårets blade falder - de smukke farver kalder...

I min Gymnasietid samledes alle elever til tider i den store kolde og let surt lugtende gymnastik hal. Ved disse lejligheder var der altid mulighed for at teste hallens akkustik og vores lungekapasitet gennem fællessang. Ofte var der tale om oder med (for mig) helt umuligt høje toner, som for eksempel den smukke kanon om efterårets symfoni af farver:

...efterårets blade falder
Se de smukke farver kalder
Alt blir' en symfoni
Skoven er farverig
Og vi syyyngeer....

Farverne kalder bestemt på mig ude i det japanske landskab, hvilket gør det nemmere at motionere om morgenen og sværere at sidde inde på kontoret hele dagen. I weekenden fulgte jeg kaldet og tog til Kyoto, Japans oprindelige hovedstad. Kyoto er en by rig på traditioner, lækre japanske kager og templer.

Jeg er flankeret af en lang hollænder og en japansktalende koreaner - et godt team. Vi har sat næsen op efter at nå to af de fantastiske bygningsværker på én dag - begge i udkanten af Kyoto, desværre i hver sin side af byen.

(Kiyomizu-dera)

Kiyomizu-dera er det første temple som linsen stiller skarpt på. Det buddhistiske tempel ligger i Kyotos østlige del, oppe på et bakkedrag, omkranset af skov. Templet er af UNESCOs udpeget som en del af verdensarven. Det er på alle måder fortjent. Det betyder dog også at templet også er på manges besøgendes liste, så stedet emmer af liv, klikkende kameraer og tålmodige rejseførerer.

Men luften er også tyk af røgelse og duften fra det gamle træ som templet af lavet af. Jeg har ikke udført en kontrol, men der skulle ikke være brugt et eneste søm i hele tempelkomplekset. Kiyomizu-dera er fra 1633 - fire år før Christian den 4. satte byggeriet af Rundetårn i gang.

Man kan tage til Kiyomizu-dera for at nyde de smukke omgivelser, byggeriet og for at gnuppe albuer mod japanernes skuldre. Men der er også mulighed for at drikke vand fra tre kilder og dermed få godt helbred, visdom og høj levealder. Dog tilrådes det ikke at være grådig, men at vælge to ud af de tre. Når du har drukket fra dine udvalgte kilder, kan du opsøge heldet ved at springe 13 meter ud over skrænten fra templet, hvis du overlever, siges det, at du kan få et ønske opfyldt. Måske er det en god idé at drikke vandet, der sikrer høj levealder inden... Overlever du springet, er det bare om at få benene på nakken, før politiet ankommer - der er nemlig indført en lov mod springeriet.

Der er enklere, og mindre dramatiske måder at ønske på i templet. Du kan bede for dit ønske ved et af tempelalterne, ringe med de store klokker eller trække en ojikuji (lykke-papir) og håbe ikke at få en nitte. Du kan også nedskrive dit ønske på en træklods og hænge dem op:

Ønsker på rad og række.
(Kiyomizu-dera)

Munke i bøn
(Kiyomizu-dera)

Liflig duft af røgelse spreder sig
(Kiyomizu-dera)

Fra Kiyomizu-dera gik turen videre til Kinkaku-ji (guld pavillionen). Den gyldne pavillion blev bygget i 1397 som rekreations sted hvor en af datidens Shoguns kunne nyde sit otium (japansk militærrang for højtstående militær strateg). Bygningen er senere omdannet til zen tempel og brændt ned et par gange, blandt andet i forbindelse med et mislykket selvmordsforsøg. Nuværende bygning er fra 1955 og funkler som ny forstærket ved de mange glimt fra Canon, Nicon og hvad de ellers hedder.

Idylliske Kinkaku-ji før solnedgang

Træernes smukke farver får konkurrence af en Geisha.
Håber hun ikke også falder.
(Kyoto)

Til te med kamphaner

Turen går nu til et lille Shinto shrine syd for Nagoya, der bærer navnet Tomohoko Jinja (en slags tempel for Shinto religionen). Helligdommen ligger omhyllet af skov på toppen af en bakke, med udsigt til havet. En højrød port markerer indgangen, det er en torii, der adskiller det almindelige fra det guddommelige. Shinto betyder gude (Shin) -vej (to), og er den religiøse vej, der opfattes som japanernes oprindelige. Den er nu kombineret med buddhismen, og Shinto er ikke mere statsreligion i den forstand, at kejseren tidligere blev opfattet som guddommelig. Den status gav han dog afkald på i 1946, året efter sønderbombningen af Tokyo og at de to atombomber ramte Hiroshima og Nagasaki. Den må også have været lidt svær at bortforklare for ham...

Nu skyldes mit besøg i templet en mere fredelig form for kampsport - der er nemlig opvisning og udøvelse af sværdkamp, nærkamp, bueskydning og deslige i anledning af efterårets komme og helligdagen.

De fleste af de mange deltagere er klædt i hvidt, mange er i deres kampsports-dragter og bærer pandebånd. Der danner sig en hvid slange af mennesker i kø til et vandkar, som bestyres kyndigt af yndige tempelpiger med blomstersatser på hovedet. Vi skal alle renses, før vi går ind i templet til cermonien. Da alle har vasket hænderne kommer to "præster" til syne med egendommelige hovedbeklædninger. De fører an og flokken følger efter i en nøje orden der afspejler den respekt, der tilkommer den enkelte. Jeg vælger at være ydmyg og prøver at holde mig allerbagerst, men det er ret svært, da et par ældre damer kunstfærdigt sidestepper og krumspringer sig bag mig. Hver gang jeg får øjenkontakt smiler og bukker de samt gør tegn til, at jeg skal gå forrest. Gæsten skal føle sig velkommen og tilpas. Det gør gæsten bestemt også. Jeg har en god plads i det fine lille tempel, siddende på det bløde tatami gulv af strå. Der dufter af røgelse og fugtig skov. Præsterne messer og lader deres stemmer vibrere på yderligtgående toner, trommerne banker taktfast og jeg kan mærke slagene i brystet. Shinto religionen er mig bekendt tæt forbundet med naturen, og denne cermoni handler om at sikre en god høst. Tempelpigerne danser med kviste og de stærkt orange og søde Kaki frugter er stablet i små bunker rundt om dem. Cermonien har en vis rytme og jeg bliver langsomt lullet ind i stemningen, indtil jeg får overrakt en kvist med hvide sløjfer, som skal lægges i en bunke midt i templet. Endnu engang vil jeg hellere lure fra min plads i udkanten af begivenhederne, men jeg kan ikke undvige. Og da de ældre kvinder tror, jeg er gift med den anden hvide tilstede, ryger jeg forrest i køen op på hans side til hans forbavselse. Ja, jeg føler mig en anelse klodset, da jeg pludseligt sidder i midten af alles opmærksomhed og forsøger at klappe i rigtig takt, samt vende og dreje kvisten de rigtige antal gange.

Efter cermonien serverer tempelpigerne en overdådig frokost bestående af rå fisk, kunstfærdigt udskårne grøntsager og grøn te. Maden nydes siddende på tatami gulvet - trods mine tiltagende kramper i benene, der ikke er villige til at lukke blod forbi mine bøjede knæ. Aprospos smerte er det jo kampsporten, jeg er kommet for at se. Efter renselse, cermoni og frokost gør "krigerne" sig klar. Der kæmpes med de bare næver, forskellige typer af sværd, buer og kæppe.

Kampene udkæmpes i kontrolleret, langsomt tempo. Det handler om at vise de rigtige greb og fremføre indøvede scenarier. Unge og ældre, mænd og kvinder deltager på lige fod. Deltagerne udstøder hvin og skrig, som giver genlyd i skoven. Kampen understøttes med slag på den japanske taiko tromme.

Kampens bevægelser understøttes af denne taiko.

Arrrrgghhh. Bedre kan det vidst ikke siges.


Jeg kan godt forstå, han smiler, men det er heller ikke ham,
der ryger rundt, som man siger i 9000 Aalborg (har jeg hørt nogen sige).


En meget lille kvinde med en meget stor bue. Sporten hedder kyudo.
Kan i øvrigt rapportere, at hun ramte lige i plet!

Kampen slutter. Kamphanerne klæder om. Tempelpigerne serverer te. En ung fyr har skiftet fra gi til en sort Nirvana trøje, han nærmer sig mig efter længere tids cirklen om "Gaijin" (betyder "udenfor"+"person", udlænding). Med hånden på dørkarmen og hovedet på skrå siger han kækt: "Don't worry we will do Judo forever!" (Bare rolig vi vil udøve Judo forevigt). Jeg overvejer hvilken amerikansk film han har set, men beslutter mig alligevel for at følge hans opfordring, lader mine bekymringer blive og tager tilbage til Osaka, men endnu en oplevelse i baggagen.